Læs om Morten Nilsson Læs om Claus Bjerre Læs om Søren Plaugmann

Dagbogen

Lørdag den 18. juni 2005

Løvemor på Serengethi sletten I dag mødtes vi klokken 12.45 i Københavns Lufthavn, hvor et mindre udsnit af familie og venner var mødt op for at ønske os en god tur - og efter et hurtigt Check-in og afsked med de fremmødte, så begav vi os igennem det obligatoriske sikkerhedstjek for at få indkøbt det sidste (og vigtigste) medicin til turen - nemlig en ½ liter "Gammel Dansk" hver.

Efterfølgende placerede vi os i den nærmeste bar for at få gjort bugt med ventetiden - og den gik hurtigt, da forventningerne og humøret var højt. Vi havde afgang kl. 14.55 fra København Lufthavn med en mellemlanding i Heathrow Airport, hvor vi fik os en bid mad på en lille pub, selvom næsten alt vi pegede på i menukortet var udsolgt. Derefter placerede vi os i Starbucks Coffee, hvor vi havde mulighed for at nyde en kop kaffe, samt få læst lidt i det medbragte læsestof. Vi havde afgang fra London klokken 20.00 med retning mod Nairobi i Kenya - og efter et mindre måltid mad og en film lagde vi os til køjs.

Søndag den 19. juni 2005

Vi blev vækket klokken 04.30 til et mindre morgenmåltid for derefter at begynde indflyvningen til Nairobi. Efter at have været igennem formaliteterne med at få transitvisum, så afhentede vi vores bagage, som heldigvis var kommet helskindet frem - og især set i lyset af, at ud af en gruppe danskere på 18 personer, som vi stødte på senere på turen, så manglede 5 af dem bagagen, da de ankom til lufthavnen i Nairobi.

Da vi kom ud af ankomsthallen blev vi straks kontaktet af 3-4 personer, som var mere end interesseret i at hjælpe os med at finde frem til busselskabet "Riverside", som skulle bringe os til Arusha i Tanzania - og vi skulle bare slappe af og nyde en kop kaffe på en nærliggende café. I første omgang havde vi egentlig opfattelsen af, at de arbejdede for dette busselskab, da de fremviste originale visitkort fra selskabet, men da vi spurgte nærmere om nogle specifikke oplysninger, så virkede de meget utroværdige - og det skulle også vise sig, at det var fattige mennesker, som blot søgte at tjene nogle hurtige småpenge for at hjælpe folk på de rigtige busser, men da vi selv efterfølgende fandt frem til bussen og gik ombord, så forsøgte de at få drikkepenge alligevel, hvilket vi afslog - og de forlod derefter bussen med et par skældsord på kenyansk.

Busturen fra Nairobi i Kenya til Arusha i Tanzania gik som forventet i en kassevogn med plads til ca. 20-25 mennesker - og var en blanding af turister og lokale med forskellige formål. Et par canadiske piger var på vej til Arusha for at lave nødhjælpsarbejde - blandt andet børnehjælpsarbejde. En anden familie fra Qatar skulle ned og vandre i området omkring Kilimanjaro - og familiefaren havde stået på toppen af bjerget for 5 år siden, så han blev udspurgt om diverse praktiske og tekniske ting om turen. Derudover faldt Søren i snak med en tanzaniansk pige, som faktisk havde boet i Danmark 8 år siden - og som stadigvæk kunne gøre sig nogenlunde forståelig på dansk.

Efter at have kørt i et par timer skulle vi krydse grænsen mellem Kenya og Tanzania, hvilket var lidt af en spøjs oplevelse, da vi skulle udfylde diverse formularer, som de ikke engang værdigede et blik - og derefter skulle vi have undersøgt rygsækkene, men kontrollen havde ikke rigtig nogen funktion, da kontrolløren blot satte et kryds med et stykke kridt uden at ænse rygsækken et blik. Dog var hun yders interesseret i en foodprocessor, som et andet rejsende par havde med sig. Vi ankom til Arusha omkring klokken 15.00, hvor vi blev mødt af en repræsentant fra Sunny Safaris, som satte os af hos operatøren for at få en briefing om de kommende dage.

Det skulle vise sig at være dagens underholdning, da operatøren Ali ikke havde det fjerneste kendskab til Kilimanjaro - han kunne ikke engang udpege ruten for os på et kort. Nå, men vi blev en del mere rolige, da vi hørte, at han ikke skulle være vores guide. Vi spiste efterfølgende frokost på et lokalt hotel, som serverede noget ganske udmærket mad - og det lykkedes "næsten" Søren at slippe af sted med en af pigerne i receptionen, som var blevet udpeget af en kvindelig ansat hos Sunny Safaris. Efterfølgende blev vi transporteret til Visiwani Lodge, som lå i udkanten af Arusha - og her fik vi os virkeligt et kulturchok, da forholdene folk levede i var utrolig ringe. Dertil skal nævnes, at vejene var noget nær ikke eksisterende - og heldigvis var vi i en 4x4 - men en personbil fra Danmark havde aldrig overlevet sådan en tur.

Nå, men vi blev taget godt imod af vores vært, som også tilfældigvis havde boet i Danmark for 6 år siden. Han var blevet skilt fra sin daværende kone og var efterfølgende flyttet til Tanzania igen for at starte forretningen op - og havde taget sin 15-årige søn med. Vi fik et par dejlige værelser og en lækker aftensmad, som var blevet tilberedt af værtens ekskone nummer 2, som stammede fra Finland, men også kunne formulere sig på dansk.

Hun tog til Tanzania i 2 måneder hver sommer sammen med deres fælles børn - og hjalp til på lodgen. Vi sad og nød maden til et stykke ud på aftenen, hvorefter vi krøb til køjs. Søren og Claus havnede i en dobbeltseng med kun én dyne, hvilket var en ny og spændende oplevelse.

Mandag den 20. juni 2005

Vi stod op klokken 07.00 for at få pakket det sidste til turen, samt få en spist en ordentlig og lækker omgang morgenmad. Vi blev afhentet af Sunny Safaris klokken 08.00, hvorefter vi lige skulle forbi deres hovedkontor for at samle guider, kok og bærere op - i alt 2 guider, 1 kok og 9 bærere. Derudover havde vi også chaufføren med fra dagen tidligere, men han skulle kun fragte os til indgangen af nationalparken. Vi skulle køre i 5 timer for at komme frem, hvor vi undervejs havde et stop i en mindre og enormt fattig by for at klare de sidste indkøb, såsom indkøb af kød fra en gadeslagter - et lækkert syn for fødevaremyndighederne i Danmark.

Derefter kørte vi mod et indtjekningssted, hvor vi skulle have klatretilladelserne på plads. Det krævede ligesom alle andre steder i Kenya og Tanzania en masse unødvendigt papirarbejde - og vi kan vist alle 3 huske vores pasnummer i hovedet, da dette er nøglen til alt. Vejene op til Lemosho-indgangen var fuldstændig smadrede, så det blev lidt af en spændende tur i Toyota Landcruiseren - og kort før mål skulle vi igennem en mindre passage af mudder og vand, hvor bilen fik sig en ordentlig skridetur ind i bjergsiden - og blev fuldstændig pløjet til med mudder.

En større skare af mennesker havde set dette stunt - og alle var ellevilde - inkl. os, da dette var en anderledes oplevelse. Vi fik en kort frokost og efterfølgende begav vi os i gang med Kilimanjaro. Vi skulle gå i 2 timer gennem tæt regnskov, hvor der var et par plørede passager, hvor enkelte af bærerne havde store problemer - og med en oppakning på 30-35 kilo, så kunne man godt forstå dem. Claus måtte på et tidspunkt hjælpe en af bærerne med vand - han var dehydreret og havde ikke fået mad denne dag. Det var hans første tur på Kilimanjaro som bærer - og han havde gjort det for at tjene penge til sin familie (og så var det jo lige meget om man mistede livet i forsøget på at tjene et par skillinger).

Claus hjalp ham med at bære en rygsæk og en olielampe op til Big Tree Forrest Camp i 2200 meters højde, hvor vi skulle overnatte. Telte og mad kom hurtigt op og stå - og vi krøb tidligt i seng, da mørket allerede faldt på omkring 19-tiden. Claus og Morten sov sammen i et 2-personers telt - og Søren fik et telt for sig selv, da han trak det mindste strå.

Tirsdag den 21. juni 2005

Vi stod op klokken 07.00, hvor kokken havde forberedt et varmt vandfad til os, som vi kunne vaske os i inden morgenmaden. Vi pakkede efterfølgende hurtigt sammen for at begive os ud på en 5 timer lang travetur til Shira Camp 1, som lå i 3600 meters højde. Det var en hård tur igennem morænelandskabet - og vi fik vist alle pulsen godt op at ringe, men alligevel formåede vi at holde et godt og stabilt tempo sammen med vores 2 guider - og vi var også de første til at nå campen.

Efter at have slappet lidt af, så havde kokken forberedt te, kaffe og popcorn, hvilket gled hurtigt ned. Derefter tog vi os en lille lur inden aftensmaden. Ved aftenstid fik vi for første gang et nogenlunde syn af Kilimanjaro, som godt nok havde toppen indhyllet i skyer, men man kunne så småt fornemme bjergets fantastiske udstråling. Claus vandt lodtrækningen denne gang - og fik altså fornøjelsen af sove alene.

Allerede efter et stykke tid i 3600 meters højde kunne man fornemme små vejrtrækningsproblemer - og Morten og Søren tog et par hovedpinepiller denne aften. Vi krøb ind i teltene for at læse med det samme mørket faldt på, da det blev koldt lynhurtigt, når solen ikke længere var fremme - og så stod den ellers på læsning i de medbragte bøger.

Onsdag den 22. juni 2005

Vi stod op klokken 07.30, hvor der var forberedt endnu en klassisk Kilimanjaro morgenmad, som bestod af te, kaffe, ristet toastbrød, friturestegt æg og jordbærmarmelade, der nu mere smagte af kogte vingummibamser - og det lykkedes os ikke at lokalisere et eneste jordbær i glasset. Efter en hurtig omgang vask og tandbørstning var vi parat til at begive os mod Shira Camp 2, som lå i 3840 meters højde - og selve trekket på omtrent 3 timer til denne lejr voldte os ikke de store problemer.

Vi ankom omkring kl. 11.30, hvorefter vi skulle slå et par timer ihjel - Søren valgte at placere sig med udsigt ud over dalen, som vi var kommet fra - og ja, Morten og Claus valgte at placere sig i soveposerne for at tage en lille én på øjet. Søren faldt efterfølgende i snak med en "ranger", som havde arbejdet på bjerget i 28 år og han gav et par gode fif til at undgå højdesyge, samt fortalte, at han ugentligt havde omkring 10 redningsaktioner på bjerget - hovedsageligt amerikanere og asiatere.

Amerikanerne respekterede ikke bjerget og ville klare det hele på den halve tid - med højdesygen til følge. Asiaterne var så ærekære, at de ikke meldte ud, når de havde det dårligt - med højdesygen til følge. På 3. dagen var det daglige toiletbesøg ved at være rutine - og vi havde hver især vores teknik, når man skulle sidde med bukserne om anklerne og koncentrere sig om at ramme hullet i jorden i det lille skur. Vi krøb til køjs kl. 18.50, hvor mørket faldt på og kulden ramte lejren - og det var rart at have læsestof med. I dag sov Morten og Claus sammen.

Torsdag den 23. juni 2005

I dag stod vi op klokken 07.00 til morgenmad, morgenvask og nedpakning af grejet. Vi forlod lejren omkring kl. 08.00 for at begive os ud på et 5 timers trek til Lava Tower, som lå i 4600 meters højde - og vi var alle meget spændte på at se, hvordan denne tur gik. Vi var ikke nervøse for, at vi ikke kunne klare vandringen, men spændingen lå i, hvordan vores kroppe ville klare denne højde.

Morten og Søren havde i Nepal være oppe i 4500 meter, hvilket havde resulteret i dundrende hovedpine og kvalme, så man håbede på det bedste, men frygtede det værste. Selve turen var enormt flot, da man virkelig kom tæt på den egentlige opstigning af Kilimanjaro og så var vulkanområdet enormt goldt og barskt. Vi ankom alle i god stil til Lava Tower, som havde navn efter en stor vulkansten, som rejste sig 100 meter op i luften - og som man havde mulighed for at bestige.

Efter et stykke tid i lejren fik Claus en kraftig hovedpine, som blev kureret med 2 hovedpinepiller og en times søvn i teltet, men ellers var stemningen OK, selvom Claus frygtede for de kommende dage, da vi stadigvæk havde omkring 1300 højdemeter tilbage. Vi kunne i teltene høre andre amerikanere berette om værre tilfælde af højdesyge - og i løbet af natten var der adskillige opkast et par telte fra os - og den pågældende person blev vistnok transporteret ned i løbet af natten.

I dag sov Søren og Claus sammen. Det blev en kold nat og der faldt sne med jævne mellemrum natten igennem - og vi troede flere gange, at teltdugen var fløjet af, da der virkelig var nogle heftige kastevinde.

Fredag den 24. juni 2005

Vi stod op kl. 08.30 i dag til morgenmad i det fri, men med hele udstyret på, da det var bidende koldt, men da solen først brød igennem, så kunne man hurtigt tage nogle af lagene af - blandt andet huen og de lange underbukser. I dag var delt op i 3 etaper - først skulle vi gå en time til Arrow Glacier i 4800 meters højde, som var hurtigt overstået.

Derefter skulle vi hvile og spise i 2 timer for at begive os ud på 1½ times trekking op ad den berømte "Weastern Breach" for at danne os et indtryk af nattens udfordringer - og samtlige af os fik noget af et chok, da dette terræn overhovedet ikke kunne sammenlignes med de forgående dage. Stigningen op til kraterkanten var ubeskrivelig stejl - og de første par timer ville være grus og løse sten og derefter ville man komme ind i en zone, hvor der var tale om decideret klippeklatring uden nogen sikkerhedshensyn.

Dette korte trek skulle give os et indtryk af højden og terrænet - og vi blev virkelig overraskede over, hvilken indvirkning højden havde på åndedraget. Vi vendte tilbage til lejren igen for at få os noget at spise, men det var så som så med det, da vi simpelthen ikke kunne tvinge den sammenkogte ret ned, som de havde serveret. Det var en blanding af de sidste 3 dages mad, som heller ikke havde været fantastisk - og det lugtede virkeligt råddent, så vi turde ikke at spise den.

Vi måtte derfor dele nogle energibarer, selvom det ikke var et optimalt udgangspunkt før en opstigning. Vi gik i seng allerede klokken 17.50, da vi skulle op igen kl. 23.30. Vi valgte at sove sammen alle 3 i et 2-personers telt, da vi frygtede en ekstrem kold nat, hvis vi ikke kunne varme teltet op, som det var tilfældet dagen før.

Lørdag den 25. juni 2005

En smule slukøret vågnede vi klokken 00.01 natten mellem fredag og lørdag i et telt fyldt af kondensvand. Vi fik en kop te og et par kiks - og ellers var vi hurtigt parate, da vi havde gjort alle ting klar om aftenen, så det var lige til at hoppe i. Vi begyndte opstigningen klokken 01.00 sammen med vores 2 guider - Eligias og Salavastore.

Til vores held havde vejret stilnet af omkring midnat, så vi fik en flot, men utrolig hård opstigning. Vi fik hurtigt opbygget en rytme i gruppen, som bestod af 10-15 skridt efterfulgt af et kort ophold - og ca. hvert 10. minut holdt vi en pause for at drikke vand, som man skulle passe på ikke frøs i slangen fra drikkedunken. Én time inden vi begyndte opstigningen var en amerikansk gruppe gået af sted, men det tog os ikke lang tid at nå dem - og vi havde kunnet høre dem i lang tid, da en af deltagerne kastede op adskillige gange.

Omkring klokken 04.30 nåede vi kraterkanten af Western Breach, hvilket vi troede var lige i nærheden af toppen, men vi blev slemt skuffet. Guiden Salvastore meddelte os, at vi havde endnu 1 time til toppen - og det krævede lidt at peppe sig selv op, men det klarede Søren hurtigt med en pose M&M's. Det sidste stykke op var vanskeligt og trægt, da det føltes som en god dansk sandklitte, hvor man tager 2 skridt op og ryger 1 skridt tilbage. Da vi fik øje på Uhuru Peak ude i horisonten var vi alle godt udkørte.

Claus ventede 40 meter fra toppen på Morten og Søren, så vi alle kunne betræde toppen samtidig - det havde trods alt været et fælles projekt i mere end 2 år, hvor vi første gang snakkede om at lave en topbestigning. Efter de obligatoriske topbilleder af skiltet, gruppen og guiderne nød vi solen stige op i horisonten - og vi fik da også et par uforglemmelige billeder til samlingen. Efter små 20 minutter på toppen begav vi os nedad igen - og det var en stor fornøjelse at møde folk, som stadigvæk kæmpede sig mod toppen.

Det var ikke alle, som så lige optimistiske og glade ud - snarere var nogle på randen til at give op. Det blev en lang og hård tur ned, da man konstant skal holde igen på benene, hvilket overbelaster lår, knæ og lægmuskler. Planen var, at vi skulle gå ned til Machame Camp i 3000 meters højde, men efterhånden som dagen skred frem var vi mere interesseret i at komme til at sove i en ordentlig seng og få en god og solid omgang mad. Guider, bærere og kokken var med på ideen, da vi ankom til lejren, da de også var interesseret i at komme hjem til familien, så de kunne komme i kirke om søndagen.

Fra Machame Camp skulle vi gå i 3 timer for at komme til gaten, hvor vi kunne blive samlet op af en chauffør fra Sunny Safaris, men det var en hård og opslidende tur, da vi for det første var fuldstændig udkørte og så regnede det konstant i det regnskovsområde, som vi skulle igennem. Vi kom til gaten omkring kl. 16.30, hvilket vil sige, at vi havde været i gang i mere end 15 timer - og havde steget 1100 højdemeter op for derefter at gå til opsamlingsstedet 4396 højdemeter ned. Ved gaten fortalte guiderne, at vi denne dag havde tilbagelagt 32-35 kilometer siden midnat.

Vi kastede os hurtigt over en kiosk, som havde kolde Coca-Cola'er - og de blev indtaget omkranset af en masse lokale børn, som var interesseret i slik og vores kasketter. På vejen væk fra bjerget stoppede vi ved en lokal butik for at købe sodavand til alle, hvilket var en stor succes. Trætte og udkørte blev vi transporteret til Arusha, hvor vi slog en smut forbi deres lokale burgerbar - McMoodys - som lavede de mest fantastiske burgere.

Vi tog dem med os for at nyde dem på Visiwani Lodge, hvor vi hurtigt fik bestilt en runde kolde øl samtidig. Efter at have nydt øllen og burgerne tog vi et velfortjent bad, som blev afløst af en opredt seng, som nærmest kastede sig over os.

Søndag den 26. juni 2005

Vi vågnede klokken 09.00 til en lækker omgang morgenmad - og selv de mindste ting ved maden kunne begejstre os set i lyset af den forgangne uge. På grund af at vi havde gået det ekstra stykke ned fra bjerget i går, så havde vi en fridag, som vi ville bruge i Arusha til at finde souvenirs og ellers bare slappe af.

Værten på Visiwani Lodge ville gerne køre os ind til byen - og han henviste os til et stort træmarked, hvor de lokale solgt alskens trævarer beregnet til turister. Der var over 100 små forretninger, som alle kunne give en god "Sunday price" specielt til os, men det var nu ikke den store udfordring at lave en god handel, da de var så sultne efter penge, at man ikke behøvede at prutte om prisen, da de selv gik hurtigt ned i pris, hvis man trak lidt på ansigtet eller lod som om man var ved at forlade forretningen.

Vi fik alle lavet en masse gode indkøb - og Søren fik sig yderligere en god snak med indehaveren af et lokalt spisekøkken, hvor han fik lov til at kigge i baglokalerne, hvor de forberedte maden. Det var lidt af et syn for de danske myndigheder. Vi tog efterfølgende ind på en lokal kaffebar, hvor vi drak en kop kaffe og købte os 9 poser kaffe.

Derefter tog vi endnu engang ind på McMoody's for at få en "Tempo Burger", som helt sikkert vil gå over i historien. Derefter blev vi afhentet igen af værten fra Visiwani Lodge. Vi spiste aftensmad klokken 19.30, hvor vi fik en ubeskrivelig fisk. Efter et par øl og gode røverhistorier hoppede vi i seng, da vi skulle op og pakke tidligt dagen efter.

Mandag den 27. juni 2005

Vi stod op klokken 08.00 for at tage et sidste bad inden safarien, få et ordentligt morgenmåltid og så få pakket til de kommende dage. Vi blev afhentet af Sunny Safaris klokken 10.00, hvorefter vi kørte ind til hovedkontoret for at samle kokken op også. Inden vi skulle af sted fik vi lov til at komme ind i den amerikanske supermarkedskæde "ShopRite", hvor vi fik mulighed for at købe Coca-Cola, kiks, chokoladedrik, Danish buttercookies og øl.

Der var en helt anden verden at træde ind i denne butik, da den skilte sig fuldstændig ud - og det tog ikke 2 sekunder at spotte, at det kun var hvide mennesker, som handlede i dette supermarked. Efterfølgende kørte vi et par timer ud til det "campsite", hvor vi skulle overnatte. Undervejs måtte vi stoppe op, da der var sket et færdselsuheld - hvilket ikke er unormalt i Tanzania - hvor 2 tungtlæssede lastbiler var væltet omkuld. Det så bestemt ikke ud til, at førerne havde overlevet, men det var svært at tyde Masai'ernes ansigter, som ikke så ud til at være særligt berørte.

Vi efterlod kokken på campsiten - og efterfølgende kørte vi til Tarangire Nationalpark, som lå et par kilometer fra dette sted. Det var en utrolig flot og frodig park med masser af vilde dyr såsom elefanter, giraffer, gnuer og zebraer. Der blev virkelig taget en masse flotte billeder. Efter en 3-4 timer drog vi tilbage til camp'en, hvor kokken havde forberedt et lækkert aftensmåltid til os.

Vi nød i fulde drag, at vi ikke længere skulle være fysisk aktive, men blot skulle læne os tilbage og nyde det. Efter et par timer med øl og gode diskussioner hoppede vi i seng - denne gang i telte, som var beregnet til safari - og man havde derfor rigelig med plads at boltre sig på.

Tirsdag den 28. juni 2005

Vi stod op klokken 08.00 til morgenmad - og efterfølgende var der mulighed for at tage en grundig morgenvask. Efter kokken og chaufføren havde pakket telte m.v. sammen drog vi af sted til Serengeti Nationalpark - dog havde vi et kort stop ved kratertoppen til Ngorongoro Nationalpark, som vi skulle ned i et par dage senere.

Køreturen til Serengeti tog et par timer, men var virkelig en udfordring for bilen og passagererne, da vejen var i en virkelig dårlig stand. Omsider nåede vi ind til vores nye campsite, som lå midt på sletten uden nogen form for beskyttelse. Vores chauffør beroligede os dog med, at de vilde dyr såsom løverne normalt "kun" kom ind til denne for at snuse lidt rundt eller søge drikkevand.

Vi kørte en god aftentur, hvor vi fik set en masse spændende dyr - ikke mindst en løveflok, som havde nedlagt en Buffalo for nylig. Dette område blev naturligvis overvåget af 100 gribbe, som havde placeret sig i de nærliggende træer i håbet om at få del i kagen. Vi kørte derefter hjem for at spise aftensmad, samt nyde en øl til lydene af de vilde dyr.

Onsdag den 29. juni 2005

Vi stod op klokken 06.00 for at tage direkte ud og se dyrene i morgentimerne. I den første times tid fik vi ikke rigtigt set nogen dyr, men så begyndte de ellers så småt at dukke frem - løver, gnuer, zebraer, flodheste, giraffer og elefanter i stor stil. Det var en helt speciel oplevelse. Vi vendte tilbage til lejren klokken 11.30 til en "Blunch", som kokken kaldte det - altså en kombineret morgen- og middagsmad.

Efterfølgende begav vi os af sted ud af Serengeti, som trods alt var en køretur på 5-6 timer mod Ngorongoro Nationalpark, hvor vi skulle overnatte på en campsite på kraterkanten. Det var en rigtig lækker camp med en fantastisk udsigt over det store udslugte vulkanområde, hvor alle dyrene levede i. Til aftensmad stødte vi ind i en gruppe danskere på 18 personer, som var en blanding af familie, venner og arbejdskollegaer.

De havde som før nævnt haft en del problemer med deres bagage ved ankomsten til Nairobi, men det virkede nu ikke som om, at det bekymrede dem særligt meget, men de skulle som sagt heller ikke til toppen af Kilimanjaro. De var enormt hyggelige at snakke med - og det gjorde så ikke aftenen mere kedelig, at nogle af danskerne havde haft besøg af et slags vildsvin, som der var mange af i dette område.

Vores guide havde fortalt os, at vi ikke skulle have nogen som helst form for mad inde i teltet, da disse vildsvin gennemsøgte teltene for mad, hvis de kunne lugte noget - og hvis man var yderst heldig, så kunne de også finde på at besørge i teltene. Vi sad nogle timer og nød vores mad og kaffe før vi krøb til køjs.

Torsdag den 30. juni 2005

Klokken 08.00 stod vi op for at spise morgenmad - og derefter tog vi direkte på safari i kraterbunden. Det var en flot oplevelse at se alle disse dyr - især de store flokke af gnuer eller "Wildebeast", som man kalder dem på disse egne. Vi så for første gang leoparder på safarituren - og var meget tæt på at se en flok løver jagte en zebraflok, men det blev desværre forpurret af, at en masse safaribiler samledes på ét sted, så løverne opgav foretagendet.

Vi fik desværre ikke set et næsehorn, hvilket der skulle leve en god flok af i Ngorongoro, but 4 out of "The big five" is not so bad! Efterfølgende kørte vi tilbage til campen for at spise frokost, samt forberede os til hjemturen mod Arusha.

Vi ankom til lodgen omkring kl. 17.00, hvor vi bestilte kolde øl og slappede af inden aftensmaden, som blev indtaget sammen med et spansk par, som kom fra Zaragoza. De havde også haft et par gode safariture, men var dybt deprimeret over at se den fattigdom, som der hersker i Tanzania, så de var ikke sikre på, at de ville vende tilbage til Afrika foreløbig. Vi fortsatte dog aftenen med yderligere et par øl og gode diskussioner inden vi hoppede i seng.

Fredag den 1. juli 2005

Vi havde sat vækkeurene til klokken 08.00, da vi skulle have pakket al bagagen, tage et bad, samt få spist morgenmad inden klokken 10.00, hvor vi blev afhentet af Sunny Safaris. Vi afregnede med værten for de øl og den ekstra mad, som vi havde fortæret i de forgangne uger inden afgang. Inden vi skulle med bussen fra Arusha mod Nairobi i Kenya var der lige tid til en lille sightseeing tur i Arusha med et lille stop på - ja, gæt engang - McMoody's, hvor vi fik turens sidste burger.

Busturen skulle vise sig at blive yderst spændende, da chaufføren på et tidspunkt med 100 km/t overser et stort hul i vejen indtil sidste øjeblik, hvor han flår bilen over i højre side af vejen for derefter at ramme hullet med den bagerste del af bilen.

For det første mister han kontrollen med bilen, men hullet i vejen gør, at samtlige passagerer i bussen bliver ramt af tasker m.v. Nå, men vi overlevede turen til lufthavnen - og det blev en stille omgang i lufthavnsområdet. Vi satte os på en pub/restaurant, hvor vi fik købt os nogle sandwich og øl for de resterende fællespenge. Klokken 23.15 havde vi afgang mod Heathrow Airport i London med Kenya Airways - og vi faldt hurtigt i søvn, da flyet lettede fra Kenya.

Lørdag den 2. juli 2005

Vi blev vækket omkring kl. 05.30 af flypersonalet, som hurtigt serverede et lille morgenmåltid inden indflyvningen til London - indflyvningen var yderst tiltrængt, da Claus havde fået diarré om natten. Ventetiden på et par timer blev tilbragt hos Starbucks Coffee, hvor vi fik en kop kaffe og en bagelsandwich.

Vi havde afrejse fra Heathrow Airport klokken 09.25 med SAS - og efter en overfart på små 2 timer landede vi på dansk jord igen. Efter bagageudleveringen blev vi mødt af familien, som skulle transportere os hjem, men inden da skulle vi lige have sagt ordentligt farvel til hinanden - det havde været en fantastisk tur med masser af gode udfordringer og spændende oplevelser.


Jambo….